KVINDER OG DYKNING

 

Af Marlene Kanstrup, stud. med.

   

Kvinder er fra naturens side gennemsnitligt mindre end mænd med hensyn til muskelmasse, hjerte- og lungestørrelse og har et lavere basal-stofskifte. Netop nogle af grundende til, at kvinder ikke behøver så meget ilt og nyder godt af et mindre luftforbrug under dykningen i forhold til den mandlige modpart.

I det følgende tages der bl.a. fat på emner som menstruation, graviditet og de psykiske forhold i forbindelse med dykning.

            Kvinder og kulde

Mennesket har en ret konstant kernetemperatur - dette på trods af ophold i vejr og vind (og vand!) af forskellig temperatur. Temperaturregulerende centre i hjernen - bageste og forreste del af hypothalamus , aktiveres af henholdsvis kulde- og varmereceptorer placeret i underhuden. I det efterfølgende tages udgangspunkt i koldvandsdykning.

En person vil miste bevidstheden når kernetemperaturen når under 32oC. Falder temperaturen yderligere til omkring 28oC ophører spontan helbredelse, da temperaturreguleringen sætter ud. Det kommer sjældent til at gå så vidt under et dyk, men dykket bliver mindre godt og forkortes ofte, hvis man fryser.

For at opretholde den rette kropstemperatur i et koldt element, kan man enten øge varmeproduktionen, eller mindske varmetabet, hvor sidstnævnte er den vigtigste.

Varmetabet kan reduceres på flere måder. Varmen i kroppen føres med blodet, og i kolde omgivelser regulerer blodkarrene til huden varmetabet fra hudens overflade ved at trække sig sammen sig sammen. Jo større overflade – jo større varmetab.

Ligeledes mindskes tabet ved et isoleringslag bestående af et lag fedt i underhuden. Kvinder har ca. 10% mere kropsfedt end mænd.(2, 3). Tidligere har man sagt, at kvinder burde p.g.a. den større mænge fedt, kunne tåle kulde bedre. Nu mener man i stedet at en større muskelmængde er vigtigere for tolerancen i koldt vand, da muskler er varmeproducerende (muskelsitren), modsat fedt. Varmedannelse kan bl.a. ske ved kulderystelser, øget fysisk aktivitet og frigivelse af stresshormoner (Adrenalin m.fl.).

Alle mennesker kan adaptere til kulde, men samtidigt er nogle mere sensitive for kulde end andre. Sidstnævnte er tilsyneladende mere tilfældet for kvinder end for mænd.

            Menstruation

Gennemsnitligt er varigheden af menstruationen 3-5 dage og i denne periode tabes der mellem 50 og 150 mL blod og cellerester. Fysiologisk set er dette tab en ubetydelig del.

Historien om, hvorvidt hajer tiltrækkes af menstruationsblodet og dermed være årsag til ”shark attack” er blevet afkræftet. Faktisk er der i litteraturen opstillet en hypotese der siger, at hæmolyseret blod (ødelagte røde blodlegemer) muligvis virker som et ”afskrækningsmiddel” på hajerne (1).

Umiddelbart før og under selve menstruationsperioden, sker der en væskeophobning i kroppen. Det er diskuteret om hvorvidt dette kunne øge risikoen for dekompressionssyge (DCI), da man har observeret flere tilfælde af DCI under og lige efter menstruationsperioden i forhold til kvinder udenfor menstruationsperioden(2).

Der er lavet flere studier, hvor man har udsat forsøgspersoner for en højdepåvirkning, og her ligeledes set på kvinders tendens til DCI. I et studie fra 1988, hvor man eksperimentelt udsatte 30 kvinder for det der svarer til godt 5 kilometers højde, fandt man, at af de kvinder der udviklede DCI, havde 100% menstruation eller var i den tidlige fase af deres menstruationscyklus (5). Man råder således kvinder til at være forsigtige med dykningen, hvis de samtidigt i menstruationsperioden har fornemmelse af ængstelse, anspændthed, depression, utilpashed, muskelkramper, kvalme/opkastning eller tilbøjelighed til søsyge e.t.c.(1)

Før og under menstruationsperioden er der ligeledes tendens til hævede slimhinder. Dette kan også ses ved det Eustachiiske rør (kanalen der fra mellemøret fører til næsesvælgrummet), som kan skabe problemer med trykudligningen. Bihulerne, der også er beklædt med slimhinde, kan blive tillukkede, så der er risiko for barotraume under opstigning.

Nogle personer med migræne oplever en forværrelse i anfaldene i forbindelse med menstruationscyklus. Dykning i sig selv fremkalder ikke nødvendigvis migræne, men kommer der et anfald under dykningen, har det en tendens til at føles kraftigere. Under et sådant anfald kan risiciene være forstyrrelser i den neurologiske funktion, herunder bevidsthedssvækkelse, nedsat opfatteevne og motorisk aktivitet, svimmelhed og opkastning. Alle uhensigtsmæssige i en dykkersituation. Traditionelt fraråder man folk med migræne at dykke, men dykker man alligevel må man dykke med gode sikkerhedsmargener og med hætte hvis migrænen er kuldefremkaldt (1).

            Dekompressionssyge (DCI)

Man har ved nogle studier observeret, at kvinder tilsyneladende har en større risiko for DCI end mænd, men man har ikke kunnet give en præcis forklaring. I de følgende er beskrevet nogle af de hypoteser, der er blevet foreslået.

 DCI i forbindelse med menstruationscyklus er beskrevet i det ovenstående.

Kvælstof opløses cirka 5 gange lettere i fedt end i vandopløselige væv (2, 3).

Det er demonstreret, at kvinder under et dyk absorberer mere nitrogen end mænd, især i fedtlaget under huden (det såkaldte subcutane fedt) og i muskelvæv (1). Det er muligt at det øgede subcutane fedtlag hos kvinder øger nitrogenophobningen og dermed forøger risikoen for DCI (2).

Symptomerne på DCI kommer tilsyneladende oftest forsinkede hos kvinder, muligvis p.g.a. fedtvævets langsommere absorption og eliminering af nitrogen (3). Desuden kan symptomerne minde om migræne eller have nogle neurologiske kendetegn.(1)

Det tidligere nævnte studie fra 1988 fandt også, at der var flere og alvorligere tilfælde af DCI samt at også de observerede forsinkede symptomer. Man har ikke kunnet give nogen umiddelbar forklaring på dette (5).

I 1980 publiceredes data, som tyder på, at det er sværere at behandle kvinder med DCI end mænd. Flere kvinder fik tilbagefald og nogle fik efterfølgende neurologiske symptomer (2).

Dekompressionstabellerne er ikke designede til kvinder, men er bestemt ud fra hvor godt unge meget veltrænede mænd tåler dykning, og tabellerne bør derfor behandles med de rette sikkerhedsfaktorer (2).

            Graviditet

Gravide kvinder opfordres til at holde sig fysisk aktive, da en god kondition gør, at kvinden bedre tolererer fødslen. Generelt skal kvinden helst ikke overanstrenge sig, og der er flere forholdsregler i forbindelse med dykning:

Da hovedparten af kvindelige dykkere er i den fødedygtige alder, kan det være relevant her at opstille de risici og forholdsregler der på nuværende tidspunkt gør sig gældende. Det er enkelt at råde gravide kvinder til ikke at dykke, men så nemt går det ikke. Der kan gå nogen tid før kvinden opdager graviditeten, og på dette tidspunkt kan logbogen allerede have tilføjet  op til flere dybe dyk, mens kvinden var gravid. Også stadig flere kvinder får en karriere indenfor dykkerbranchen, og her kan 9 måneder være lang tid. Samtidig vil flere kvinder måske opleve en konflikt mellem personlig frihed og en konservativ holdning til dykningen.

Den viden man har omkring dette emne stammer dels fra de generelle problemer man ser i forbindelse med en graviditet, dels dyreeksperimenter samt de data man har kunne slutte ud fra foreliggende kendsgerninger fra andre situationer. 

Da moderen og fosteret påvirkes forskelligt i forbindelse med dykningen, behandles de separat i det nedenstående.

Moderen: Generelt vil mange kvinder i de første tre måneder af graviditeten opleve kvalme, opkast og sure opstød og øget modtagelighed for søsyge.(1). Alle nævnte forhold er uønskede i en dykkersituation. Fra ca. 4. måned sker en ophobning af væske i kroppen, med hævelse af slimhinderne. Som beskrevet tidligere kan dette føre til problemer med trykudligning samt barotraume.

Under graviditeten er det angivet, at kvindens respiratoriske funktion er nedsat:

·                      Hun bruger en større mængde luft ved hvert åndedrag og har således en mindre mængde reserveluft tilbage i lungerne til brug ved hårdt arbejde.

·                      Koncentrationen i plasma af det kvindelige kønshormon, progesteron, stiger igennem graviditeten (sammen med mange andre) og man mener, at progesteron muligvis skærper sammensnøring af luftvejene, hvoraf følger en større modstand ved ud- og indånding. (1) Den gravide kvindes evne til at arbejde under hårdere betingelser, vil under alle omstændigheder være nedsat.

Gennem de tre sidste måneder af graviditeten, har nogle gravide kvinder lidt siven af fostervand gennem skeden,  dog uden at de bemærker det. Skulle der uheldigvis komme havvand gennem skeden ind i livmoderen, kan der være fare for infektion (1).

 Fosteret: Et foster modtager ilt via moderens blod. Iltudvekslingen sker i moderkagen. Dykning i sig selv menes at give et lavere iltindhold i blodet, og det er netop en af de største farer for fosteret. Man mener, at iltmangel til fosteret øger risikoen for medfødte misdannelser og spontane aborter(1) Enhver form for iltmangel hos moderen, hvis hun f.eks. får havvand i lungerne, vil betyde iltmangel hos fosteret. Senere i graviditeten er fosteret mere ”beskyttet” mod iltmanglen, da fosterets hæmoglobin (stoffet der binder ilt i de røde blodlegemer) binder ilt bedre end moderens hæmoglobin. Dette kan dog ikke opveje et stort fald i iltmængden i moderens blod.(1)

Ilttilførslen til fosteret kan desuden nedsættes midlertidigt under hårdt arbejde. Det skyldes, at der frigives stresshormoner hos moderen (f.eks. adrenalin) som midlertidigt reducerer blodtilførslen til livmoderen, og dermed fosteret.

Ved en for hurtig opstigning fra et dybere dyk, vil der kunne opstå små luftbobler i blodbanen. En voksen dykker ville kunne tolerere en lille mængde luftbobler i blodet: luftboblerne føres med blodet til lungerne, hvor de frafiltreres og således ikke gør skade i andre væv. Fosteret har ikke denne mulighed for at frafiltrere boblerne, da lungerne ikke er udviklet tilstrækkeligt. Desuden er en stor del af fosterets kredsløb ledt udenom lungerne og gennem hjertet, og de luftbobler der måtte udvikles i fosteret, kunne cirkulere direkte til hjerne og andre væv, hvor det kan få dødeligt udfald (1).

Der er lavet få optegnelser på kvinder, der dykkede mens de var gravide. Et skandinavisk studie af Bakkevig et al. fra 1989 med i alt 100 gravide dykkere , hvoraf de 34 fortsatte dykningen, viste spædbørn anomalier hos 15% i den dykkende gruppe mod 1,5% i den ikke-dykkende gruppe (1).

Man kan ikke sige, at det er bevist at dykning skader et e.v.t. foster, men der synes at være nok indicier til at foreslå, at dette kunne være tilfældet.

Skandinaviske forskere anbefaler i dag de kvinder der ikke vil afstå fra dykning trods graviditet, bør begrænse dykkedybden til 10 meter og aldrig udsætte sig for så lange ekspositioner, at de kommer i nærheden af tabelgrænserne (2).

            Psykiske forhold

Både kvindelige og mandlige sportsdykkere har, ligesom udøvere af andre sportsgrene, vist sig at have højere andel af ”positive” personlighedsvariabler som kraftfuldhed og energi og lavere tendens af ”negative” variabler som depression og træthed. Man kan derved sige, at der ikke nødvendigvis er nogle udtalte forskelle i personlighed hos mænd og kvinder, der dykker.

Alt dette kan diskuteres og næppe generaliseres – men alligevel!

Den kvindelige dykker i almindelighed karakteriseres som mere afhængig, mindre selvsikker, mindre mekanisk orienteret og mindre stærk fysisk. Afhængighedsrollen menes til dels at være en socialt tillagt rolle, som blot er med til at forevige problemet. Også manden har sin rolle og ”overtager” måske flere ting som at tage beslutninger, samler udstyret, bærer flaskerne og støtter blot den kvindelige modparts afhængighedsrolle.

Forskellighederne kan i visse tilfælde også spores når en kvinde og en mand danner makkerpar – især i forbindelse med en undervisningssituation:

·                      kvinden tager rollen som den svage makker, og gør sig afhængig.

·                      Dårlig kommunikation. I en undervisningssituation vil manden typisk diskutere eventuelle problemer eller tvivlstilfælde med instruktøren, hvorimod kvinden ofte henvender sig til sin makker og får en ikke fyldestgørende og utilstrækkelig information.

·                    Kvinden ser ikke sig selv som en kompetent begynder.

Kvinder tenderer til at være mere bevidste om sine fysiske begrænsninger end mænd, og undgår dermed besværlige og krævende situationer.

Man siger, at et af de områder m.h.t. dykning, hvor kvinderne har gjort et godt bidrag er som instruktører. Nogle af argumenterne lyder: De er ikke ude på at køre et ”ego trip”, de rakker ikke ned på deres elever, men lytter, respekterer elevernes frygt, beroliger mere og benytter mere en fysisk kontaktform i undervisningssituationen.

I selve dykkersituationen er man omgivet af stilhed og er ophævet af tyngdekraftens love. Disse ting er helt unikke for dykkeroplevelsen. Men er man en af de personer – kvinde eller mand der har tendens til klaustrofobi eller panikangst, bør man holde sig fra dykningen. 

Det er skønnet, at 5-10% af kvinder i en fertil alder har præmenstruelt syndrom (PMS). Nogle har fysiske symptomer som brystspænding, hovedpine og væskeophobning, mens andre plages af psykiske symptomer: træthed, irritabilitet, aggression, søvnløshed og manglende koncentrationsevne. Typisk forsvinder symptomerne ved menstruationens begyndelse (4).

            Konklusion

Generelt må man sige, at når alt kommer til alt, er det kvinden selv der træffer beslutningen om hun vil dykke.

Det må pointeres at alle nævnte risikofaktorer ikke har lige stor betydning, og at meget er ”teori”. Som nævnt ses der altså ikke forskel i DCI-risikoen hos mænd og kvinder, der er fysisk lige stærke.

Erfarer en kvinde, at hun er gravid og har dykket, er der i øjeblikket ikke studier der kan slutte, at man må tilråde en abort. Generelt fraråder man en kvinde at dykke, hvis hun er gravid eller planlægger at blive det.

Der vil altid være store individuelle variationer, og mange mænd og kvinder vil på mange områder kunne sidestilles. Her skal det tilføjes, at erfaring og øvelse er vigtigere end forskellen mellem kønnene (1).

Referencer

1.       Edmonds C, Lowry C, Pennefather J. Diving and subaquatic medicine. Butterworth-Heinemann,1998.

2.       Gustavsson LL, Hultcrantz E. Medicinska aspekter på dykning. Läkartidingen 1999; 96; 7; 749-53

3.       Cresswell J E, Leger-Dowse M St. Women and scuba diving. BMJ 1991; 302; 1590-1.

4.       Lorenzen I. et al. Medicinsk Kompendium, 15. udg, 1999. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck.

5.       Dixon G.A. et al. Decompression Sickness and Bubble Formation in Females. Aviat. Space Environ. Med. 1988; 59:1146-9.