DYKKERFERIE UDEN DYKKERSYGE

 

Af dykkerlæge Henrik Staunstrup

 

            Gode råd til at mindske risikoen for dykkersyge under din dykkerferie.

Dykkerferier bliver mere og mere almindeligt. Når vi så endelig kommer afsted, har vi ofte betalt en anseelig mængde penge, afsat tid og rejst langt.

Derfor dykkes der ofte aggressivt under en dykkerferie. Aggres­sivt vil sige mange dyk dagligt, og dykninger dagligt i 1-2 eller 3 uger i træk. Der dykkes multilevel og der skal nås så meget som muligt. Flere selskaber reklamerer med ubegrænset dykning, som ombord på et skib, godt kan nå op på 5-6 dykninger dagligt.

Multi­level-, multiple-, multiday dykning, sol og dehydrering, ferie og for lidt søvn. Alt dette er med til at øge risikoen for dykker­syge.

              Ingen dykkerferie er en dykkersyge værd.

Risikoen for dykkersyge kan aldrig elimineres. Jo hvis vi bliver i strandkanten. Men vi kan dykke fornuftigt og følge nogle simple råd så risikoen minimeres. De efterfølgende råd er lette at følge. De giver måske ikke så meget dykning som forventet, men de giver nok til nogle uforglemmelige dykker­ferier, som ikke spoleres af et ufrivilligt ophold i et rekom­pressionskammer.

              Drik masser af vand.

Dehydrering er en kendt risiko faktor for DCI (Decompression Illness, dykkersyge). Under flyveturen til ferie destinationen indånder vi en meget tør luft i flyvekabinen. Desuden får de fleste af os en genstand eller to under flyveturen. Et forhold der øger dehydreringen, da alkohol trækker væske ud af kroppen. På vores feriemål udsættes vi for uvant varme, og det er sjældent at vi øger vores vandindtag tilsvarende. Dykning, sol, varme og svømning er med til at dehydrere dig. Den luft du indånder under dykkene er ligeledes meget tør.

Derfor er det vigtigt at du drikker rigeligt vand. Helst 3 - 4 liter om dagen, også selvom du ikke føler dig tørstig. Du skal under ingen omstændigheder erstatte vandet med øl eller anden alkohol. Drik købevand på flasker, så du ikke løber ind i en maveforgiftning i stedet.

              Start roligt.

Brug den første dag på feriestedet til at akklimatisere dig. Lad være med at starte aggressiv dykning fra dag et. Efter flyveturen er du stadig træt. Måske skal du først komme af med jet-lag, hvis du har passeret flere tidszoner. Brug evt. første dag til at få orden på dit udstyr og få lavet aftaler med det dykkercenteret du benytter. Og lav så et roligt akklimati­serings dyk, på beskeden dybde. Træthed er en kendt risiko faktor for DCI.

              Få masser af søvn.

Dykning er en anstrengende sport. Når du har dykket 3 dyk på en dag, er din krop godt træt, også selvom du er i rigtig god form. En træt dykker er en risiko dykker. Få derfor 8 - 10 timers søvn hver nat. Du har brug for det. Specielt hvis du har et stillesiddende job herhjemme og er vant til 6 - 7 timers søvn. Så kan du ikke fortsætte med så få timers søvn, under en fysisk krævende ferie.

              Undgå eller begræns dit alkohol forbrug.

Sol ferie til Mallorca inkluderer også sjov, fest og drinks. En dykkerferie til rødehavet inkluderer sjov, fest og dykning. Alkohol og dykning går ikke sammen. Begræns det til en enkelt genstand eller to om aftenen, efter dagens dykning er afviklet. Skal du natdykke så vent til natdykket er afviklet. Total afholdenhed vil jeg ikke advokere for. Jeg kan ikke selv overholde det. Lidt after-dive om aftenen når der skal for­tælles dykkerhistorier er en del af en god dykkerferie. Men begræns det. Alkohol dehydrere dig, og hvis du har tømmermænd på næste dags første dyk, så inviterer du til problemer, enten i form af DCI eller panik problemer grundet opkastning i vandet.

              Hvis du er over 40 år.

Hvis du er overvægtig eller over 40 år, er det tilrådeligt at dykke konservativt. Både alder og overvægt er risiko faktorer for DCI. Dykkertabeller og dykkercomputere er baseret på gennemsnit, og tager mere højde for unge atletiske personer end ældre og overvægtige. At dykke konservativt betyder at du skal holde dig godt fra ikke-decompressions grænserne, samt at du bør holde dig til max. 3 dyk om dagen.

              Dyk dit dybeste dyk først.

Planlæg hver enkelt dag så dykkene bliver gradvis lavere. Det er specielt vigtigt at huske på under en dykkerferie, idet næsten alle dyk på ferie destinationerne kan gøres til en vilkårlig dybde. Det er sjældent at vi dykker til bunden. Så du er selv herre over hvor dybt du går. Pas derfor på !!

              Brug sikkerhedsstop.

Efter alle dine dyk bør du lave et frivilligt sikkerhedsstop på 5 meter. Brug 3, 5 eller 10 minutter på stoppet, afhængig af hvor tæt du har været på ikke-decompression grænsen. Sikker­hedsstoppet hjælper både til at bremse din opstigningshastig­hed, samt til at eliminere tavse bobler. Antallet af tavse bobler (mikro bobler i kredsløbet der ikke giver symptomer) falder markant, bare du gør et 3 minutter stop på 5 meter. Og endnu bedre hvis du øger tiden på stoppet (se fig 1).   

            Multilevel, multiple and multiday dykning.

Når man endelig er kommet sydpå til pragtfuld dykkervand, prøver man selvfølgelig at få så meget ud af det som muligt. Vi dykker derfor multilevel (forskellig dybde på samme dyk), multiple (flere dyk samme dag) og multiday (dykninger flere dage i træk). Alt dette øger risikoen for DCI betydeligt. Flere uddannelses organisationer anbefaler at man dykker max. 3 dyk dagligt. Og med rette. Dyk derfor konservativt på hvert enkelt dyk, hvis du gerne vil have mange dyk på din ferie. Vælg mellem mange små eller få store dyk. Mange store dyk inviterer til:

              Friday afternoon bends.

Hold en fridag efter 3 - 4 dages dykning. Ved aggressiv dykning hober du en masse kvælstof op i kroppen, også selvom du holder dig indenfor grænserne. Og pludselig kan ballonen revne. Eksempel: du dykker dit 12 dyk på 4de dagen af din ferie og til trods for at du holder dig indenfor ikke-decompressions græn­serne, ender du op med et ufrivilligt ophold i en fremmed recompressiontank. Det er et kendt fænomenet, og opstår hen mod slutningen af en god uges heftig dykning. Derfor hold fridage for dykning, så du kan afgasses helt, inden du tager hul på en ny portion gode dykkerdage.

              Summa summarum.

Opskriften på en god dykkerferie der ikke ender i en trykkammerbehandling er såre simpel, og egentlig meget attraktiv:

Få masser af søvn, spis og drik rigeligt (vand), slap af mellem dykkene (evt en middagslur), dyk i god afstand fra ikke-decom­pression grænserne så du kan få mange fine dyk, stop op og nyd udsigten på 5 meters dybde i minimum 3 minutter efter hvert dyk, og få et par enkelte (1 - 2) drinks når du holder after-dive efter en god dags dykning.

God ferie